Hvad der er galt med 10 minutters gennemsnitlig responstid på udrykningstider for politiet

En umiddelbart fornuftig og ganske givet salgbar idé fra en politiker kan have flere uheldige konsekvenser.

Det er ikke så vigtigt fra hvilken politisk fløj kravet om en nedbringelse af den gennemsnitlige responstid for politiet kommer. Det vigtige er derimod de uheldige konsekvenser som umiddelbart ’rigtige’ løsninger kan have. Det drejer sig om noget så uskyldigt som 10 minutters gennemsnitlig responstid for politiet.

Jeg går ud fra, at de fleste politikere er interesserede i at skabe et godt og velfungerende samfund, hvor politiet er med til at skabe ro, orden og tryghed. I politiets formålsparagraf står der, at “Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed”.

Måden hvorpå politikeren i dette tilfælde vil opnå dette formål er blandt andet ved at have fokus på 10 minutters gennemsnitlig responstid. Hvorvidt dette 10 minutters mål i substansen er relateret til dette formål, vil jeg komme ind på senere, men lad os først se på den anden del af målet: Gennemsnittet.

Et gennemsnit fortæller dig meget lidt, fordi det ignorerer variation. Lad mig give et eksempel for at illustrere dette.

Du skal vælge, hvilket tog du helst vil tage af to mulige. Du kan vælge at tage det, der gennemsnitligt kommer til tiden, eller det som gennemsnitligt kommer 10 minutter for sent.

De fleste ville nok vælge det, der kommer til tiden. Men hvad nu hvis jeg fortæller, at variationen i ankomsttiden gør, at det tog der kommer til tiden en gang i mellem kommer 10 minutter for tidligt og en gang i mellem kommer 10 minutter for sent. Det giver midlertidig et gennemsnit, der er lig med ”at komme til tiden”.

Variationen i ankomsttiden på det tog, der ankommer 10 minutter for sent i gennemsnit gør, at det tidligst ankommer 8 minutter for sent og senest ankommer 12 minutter for sent. Der er med andre ord mindre variation i ankomsttiden for toget, der kommer for sent.

Hvornår skulle du da ankomme for at være sikker på at komme med toget, der gennemsnitligt kommer til tiden, hvis du vil være sikker på at komme med? 10 minutter før ankomsttiden er svaret. Når du ankommer, vil du kunne risikere at vente i op til 20 minutter.

Men det ankommer gennemsnitligt til tiden.

Hvornår skulle du så ankomme for at være sikker på at komme med toget, der gennemsnitligt ankommer 10 minutter for sent? Her kan du faktisk vente med at ankomme til 8 minutter efter ankomsttiden, og du kan forvente at skulle vente op til 4 minutter.

Ville du stadig tage det tog, der gennemsnitligt ankom til tiden?

Pointen er her, at et gennemsnit ikke fortæller dig noget som helst om den variation, der er i de tal, hvorfra gennemsnittet er udregnet. Det er jo interessant, at de fleste faktisk ville ændre deres handlinger og træffe anderledes beslutninger, når de kender variationen.

Hvis formålet med at tage toget ud fra togpassagerernes synspunkt er at komme fra A til B indenfor en forudsigelig tid, ja så betyder det noget for dem, at man kan forudsige og dermed planlægge efter afgangstiderne. Ventetiden er også vigtig for de fleste. Hvis virkeligheden ser således ud, vil de fleste vælge det tog, der kommer mellem 8 og 12 minutter for sent.

Efterspørgslen er i dette tilfælde relativt ensartet: bring mig fra A til B. Men hvordan ser det ud for polititiet? Her er der en hel del mere variation i efterspørgslen, når borgere ringer ind til alarmcentralen. F.eks. er der stor forskel på efterspørgslen : ”der er en tyv i mit hus” og ”jeg har set en mystisk mand gå rundt i vores kvarter”. Der er med andre ord stor variation i efterspørgslen.

Der burde altså være forskel på, hvordan man fra politiets side reagerer på ’der er en tyv i mit hus’ og ’jeg har set en mystisk person gå rundt i kvarteret’. Måler man på gennemsnitlig responstid for alle henvendelser til alarmcentralen, ignorerer man ikke blot variationen imellem de enkelte responstider, men man ignorerer den variation, der er i selve henvendelserne.

Hvis der er en tyv i huset, er 10 minutters gennemsnitlig responstid måske for lidt, og når henvendelsen drejer sig om en mystisk mand er det måske nok at tage en snak med personen, der henvender sig, og se hvad der sker.

Anvender man et gennemsnit, antages det derfor implicit, at alle henvendelser til politiet er éns i forhold til det akutte behov. For en person i overhængende livsfare svarer 10 minutter midlertidig til en evighed, mens det måske ikke haster nær så meget mht. mystiske personer eller unge, der sviner. Dette ganske vigtige forhold ignorerer man ved at måle på 10 minutters gennemsnitlig responstid.

Det antages også, som andre har nævnt, at alle politikredse er ens mht. geografien. F.eks. vil der i landdistrikterne alt andet lige være længere imellem husene end på Nørrebro, og derfor vil responstiderne naturligvis blive påvirket af dette forhold. Når man måler på gennemsnitlige responstider, ignorerer man disse ganske vigtige forhold og straffer i princippet politikredsene i landdistrikterne for forhold, de ikke kan påvirke.

Det kunne være interessant at spørge til, hvordan målet med 10 min. responstid hjælper til politiets læring om og forbedring af politiarbejdet. Problemet er, at når staten måler på den gennemsnitlige responstid, bruges det som en kontrolmekanisme. Paradoksalt nok er dette med til, at man mister kontrollen. Dette arbitrære mål bliver derved en del af formålet med politiarbejdet. Og det selv om det er på bekostning af det egentlige formål.

I groteske tilfælde vil man kunne afrapportere flotte responstider, når man har rykket ud til ’mindre kritiske’ situationer samtidig med, at personen, der rapporterer ’tyv i huset’, er blevet slået ned og røvet. Formålet bliver at nå responstiden på bekostning af ”tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet”, hvilket faktisk står skrevet i selve formålsparagraffen.

Dette mål minder meget om et lignende, der blev anvendt på et sygehus i Staffordshire i England. Her var kravet som beskrevet i et tidligere nyhedsbrev, at ’98% af patienterne skulle behandles inden for 4 timer fra ankomst’. Dette har været anvendt længe nok til, at man har kunnet se konsekvenserne. For at opfylde dette mål gjorde hospitalstaben alt, hvad de kunne for at holde patienterne ude fra venteværelset så længe som muligt. Målet talte nemlig først fra det tidspunkt patienten ankom i venteværelset. Så ved at placere patienter på gangene og i ambulancerne opnåede hospitalet særdeles gode mål. Men det havde sin pris: Det anslås, at op mod 400 mennesker i perioden 2005-2008 døde unødigt i bestræbelserne på at opnå dette mål.

Vil man ændre det uhensigtsmæssige ved disse mål, hjælper dette ikke at rette det fordømmende blik mod personalet, men istedet skal man rette blikket mod dem, der skaber mål, der ikke er relateret til det egentlige formål med politiet. Og det er politikerne.

Et grundlæggende princip i anvendelsen af mål er, at de skal relateres til formålet med arbejdet, – ud fra borgernes synspunkt. Et andet er, at det skal anvendes af ledere og medarbejdere til at forstå og forbedre arbejdet.

Målet ’10 minutters gennemsnitlig responstid’ bryder med disse principper. Det er ikke relateret til formålet med politiet. Det anvendes til kontrol af politistationerne og politifolk, og derfor er det usandsynligt, at det vil føre til læring om, hvordan politiet kan blive bedre til at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. For det er vel det, vi alle er ønsker. Men ved at øge kontrollen mister man styringen.

Et bud på hvad der er vigtigt for borgerne i relation til at kunne leve i et trygt samfund, er at få rettidig hjælp. Dvs. hjælp der modsvarer det akutte behov. Hvis politiet på de enkelte stationer selv anvendte dette mål for deres eget arbejde, kunne de eksperimentere med metoder, der gør dem bedre i stand til at opfylde dette behov. På denne måde vil der blive udviklet lokale løsninger til lokale behov, og man ville placere ansvaret for udviklingen af de bedste løsninger der, hvor det burde være: ude hos de medarbejdere og ledere der udfører arbejdet.