Man kan godt undre sig en gang imellem, når man hører om kommunernes spareplaner. Omkostningerne skal ned, og det synes altid at skulle være på bekostning af en ringere service. Jeg er enig i, at omkostningerne kunne være lavere, men den gængse antagelse er, at god service koster mere. Men er det nu også tilfældet?

Af erfaring ved vi, at mellem 40-80% af efterspørgslen til det offentlige (og private) er ikke-værdiskabende. Det er med andre ord et udtryk for noget, der ikke fungerer som det skal for kunderne. En grundig forståelse af efterspørgslen vil derfor være en ganske betydelig løftestang til forbedringer.

Det repræsenterer imidlertid også en ganske betydelig mængde omkostninger; Omkostninger der ville forsvinde, hvis man gjorde andelen af ikke-værdiskabende efterspørgsel mindre, som en konsekvens af at man forbedrede servicen. Herved har du en positiv tilgang til forbedringsarbejdet. Ved at fokusere på det, der (virkelig) skaber værdi for kunderne, og blive bedre til at levere det (og kun det), eliminerer du samtidig en masse spild!

Taxa!?!

I lejligheden under mig bor en snart 99 år gammel dame. Hun klarer sig selv på trods af sin høje alder, men er besværet af dårligt syn, og så hører hun ikke så godt mere, (hvilket kommer overboen tilgode..). På grund af disse aldersrelaterede handicap tør hun ikke gå over den befærdede gade, der ligger mellem vores bygning og supermarkedet godt 200 meter væk.

En venlig medbeboer i opgangen hører om en service, hvor ældre mod 400 kroner i betaling kan bestille et nærmere bestemt antal taxiture mod blot 21 kroner i betaling pr tur. Medbeboeren henvender sig derfor til kommunen for på vegne af den ældre dame at høre nærmere om denne service. På kommunen er svaret, at der skam findes sådan en service, men da den 99-årige ikke har rullator eller andre hjælpemidler, så er hun ikke ‘kvalificeret’.

Svaret er derfor nej.

Indtil videre er dette så langt som denne historie har nået at udfolde sig, men det der højst sandsynligt kommer til at ske er, at den ældre dame (med hjælp fra sin medbeboer) henvender sig til kommunen om hjælp i form af en rullator (som kommunen betaler), således at hun kan få den hjælp, hun virkelig har behov for (taxa).

På denne måde bliver det helt konkret både dårligere og dyrere service, der leveres. Tænker man lidt videre over omkostningsbegrebet, er det ikke svært at forestille sig, at dem der ikke bliver hjulpet af venlige naboer eller familie i dette rigide standardsystem, i mange tilfælde kommer tidligere på plejehjem, end hvis de havde fået den rette hjælp. Dette medfører selv sagt yderligere omkostninger.

De menneskelige omkostninger som er de vigtigste men måske også de sværeste at måle, skal man ikke tænke meget over, for at konkludere at de kunne være mindre.

Hjemmeplejen – har vi et medarbejderproblem?

Nu er debatten efterhånden stilnet lidt af mht. de af TV2 på ‘scoop-agtig’ manér fremkaldte historier om snyd, svigt og hvad de ellers kunne finde på i hjemmeplejen. Ikke desto mindre bør spørgsmålet stilles: er det et systemproblem eller et medarbejderproblem? Hvad mener du?

Det interessante vi har lært er, at når man ser på tilsvarende systemer, med aktivitetsmonitorering og kontrol, får du de samme symptomer i form af snyd og nedbrydning af formålet med arbejdet. Så kan du sætte alle former for medarbejdere til at arbejde i systemet: det er de samme symptomer, du vil opleve.

Det triste i denne sag er, at man har gjort det endnu mere upopulært at være hjemmehjælper, og hvis vi er ‘heldige’ bliver der indsat mere kontrol udefra; en perfekt opskrift på dårlig og dyr service samt et ganske dårligt arbejdsmiljø.

Et par ord om stordriftsfordele

I Magasinet Penge d. 15/9 kunne man se og høre om kommunalreformen og det faktum, at der 4 år efter implementeringen er sket en stigning på 11% indenfor gruppen af administrative medarbejdere, antallet af chefer er steget samtidig med at de såkaldte ‘varme hænder’ ude hos borgerne er faldet. 45% af de adspurgte kommuner har ikke opnået de savnomspundne stordriftsfordele.

I kølvandet på dette kom DRs Kontant d. 28/9, hvor man kunne høre om daginstitutioner, der betaler ml. 10 og 40% mere for dagligvarer end hvad de koster i Fakta – vel at mærke efter, der er blevet indført centrale indkøbsaftaler.

Disse konkrete beviser, burde få en del til at undre sig, og måske begynde at udfordre antagelsen om, at det altid hjælper at centralisere og ‘stordrifte’ alting – især hvis man ik

ke producerer ‘ting’. Om ikke andet, kunne det være interessant at se konkrete beviser for, at teorien leverer de resultater, man ville forvente. Får man uventede resultater, er det efter min mening helt ok…hvis blot man prøver at forstå årsagerne og korrigerer, hvis teorien viser sig ikke at holde vand! Umiddelbart er det svært at se, om der foregår meget af denne type læring i ovenstående.

Vil du læse mere om de manglende beviser for stordriftsfordele, så kan du læse en ny artikel af John Seddon her:

Why do we believe in economies of scale?

Her kommer han også ind på alternativet: economies of flow.